Exodus-kirken

Exodus-Kirken

Er en kristen kirke, som er stiftet i Danmark 1976.

Exodus er det latinske navn for 2. Mosebog og betyder udgang.
Vi finder, at ligesom israeliterne dengang måtte bryde op og drage ud, sådan må Guds folk også i dag være under opbrud og være på vej mod et bestemt mål.

Grundlag

Exodus-Kirkens grund er Biblen, som vi anser for at være det budskab, Gud har sendt til mennesker. Deri er Guds gerninger, hans vilje og hans plan med mennesker tydeligt beskrevet. Derfor er Biblen bogen, der står langt over alle andre bøger og budskaber i verden.

Vi kalder os en luthersk frikirke, fordi vi anerkender de lutherske bekendelsesskrifter.

Formål

At kalde mennesker til tro på Kristus, og samle dem, som er enige om denne tro, i det fællesskab, som Biblen kalder kirken.

Centrum

Kristus døde på et kors for vores skyld og i vort sted, for at vi skulle blive frie og arve evigt liv. Al dom og straf for vore tarveligheder og onde tanker og gerninger tog han på sig, da han døde. Og da han opstod fra de døde, overvandt han den magt, som er menneskers skæbne og sidste fjende. Derfor er korset Langfredag og den tomme grav Påskemorgen centrum i det bibelske budskab. Det er disse begivenheder, der har forandret verden, og dem alene, der har åbnet mulighed for menneskers frelse.  Apostlen Peter siger om Jesus (Ap.Gern. 4,12): “Og der er ikke frelse i nogen anden; thi der er ikke under himlen givet mennesker noget andet navn, hvorved vi kan frelses.”

Kirkesyn

Ifølge Biblen er kirken ikke en geografisk størrelse, f.eks et sogn eller en kommune. Den er heller ikke et museum for religiøse ceremonier og ritualer, eller et kulturhus, hvor al slags tro og livsanskuelse er både ja og nej.

Men kirken er forsamlingen af nogle mennesker, som er enige om noget bestemt, nemlig om troen på den treenige Gud. De er ikke ens, men enige om, at vi i Biblen har Guds klare og sande budskab til mennesker, og at vi deri får klarhed over, hvad vi skal tro og gøre. De er enige om troen på, at Gud har skabt himlen og jorden, og at Jesus ikke bare er en blandt flere mulige, men at han er den, han selv siger i ordet, nemlig vejen og sandheden og livet (Joh. 14,6).
Derfor bliver det tydeligt, at al slags lære og forkyndelse, som vil indskrænke eller fordreje det bibelske budskab, ligger udenfor det kristne fællesskab, dvs. udenfor kirkens grænse.

Om det fælleskirkelige (økumeniske)

Exodus-Kirken vil gerne føre samtale med mennesker af andre opfattelser. Vi er parate til både at høre på andre og gøre rede for, hvad vi selv tror. Men vi er ikke en del af tidens tværkirkelige bevægelser, der forsøger at samle alle religiøse og kirkelige samfund til store kampagner, hvor mange slags opfattelser og teorier bliver blandet sammen, hvor afgørende lærespørgsmål forties, og budskabets klarhed ofres for at få de store fællesskaber til at fungere. Disse bestræbelser på at danne store fællesskaber imødekommer muligvis meget af tidens åndelige søgen og forståelse, men de fremmer forvirringen snarere end klarheden, og fører på lidt længere sigt til åndelig afmatning og tab af orienteringen.

Dåb

Dåben er indgang til den kristne menighed. Det gælder for alle, også de små børn. Ligesom det var Guds mening, at det lille barn i den gamle pagt skulle blive med i Guds folk gennem omskærelsen, sådan er det hans mening, at barnet i den nye pagt skal blive med i Guds folk gennem dåben.

Samtidig lærer Biblen, at genfødelsen ikke sker automatisk, bare vi siger nogle særlige ord og udfører et bestemt ritual. Dåben er en pagt, som må bekræftes fra to sider, fra Gud og fra menneske. Derfor spørges der om et ja til troen på Faderen og Sønnen og Helligånden. Uden denne tro bliver dåben til menneskelære og tom ceremoni. Den kristne dåb hører hjemme, hvor Guds løfte og troens ja vil mødes.

Nadver

Nadveren er et måltid. Derfor sidder vi omkring et bord, når vi fejrer den. Jesus indstiftede måltidet for at hans venner skulle have en særlig anledning til at mindes ham, og påny fejre en stund, hvor fællesskabet med ham og hinanden får det tydeligste udtryk, det kan få her på jorden.
Derfor er nadverfællesskab for os det samme som kirkefællesskab. Det forudsætter, at vi er fælles om troen og menigheden.

Lidt historie

I 1975 meddelte præsten i Skibsted, at han fremover ville indføre 5 timers undervisning i forbindelse med dåb. Han fandt det var uholdbart ved døbefonden at bede folk stå og svare ja til noget, som i virkeligheden ikke var deres overbevisning.

Kravet om dåbsundervisning var udsprunget af tanken på kirkens første århundreder, hvor dåbsundervisning, eller katekumenatet, som det hed, var almindeligt, og ofte varede flere år. Dengang var kristendommen på vej frem i en verden, som endnu ikke kendte den. I nutiden er kristendommen på vej tilbage i en verden, som ikke længere kender den. Derfor er dåbsundervisning lige så nødvendig i dag som dengang.

De kirkelige myndigheder, biskop og kirkeminister, ville ikke høre tale om dåbsundervisning eller nogen anden form for betingelser for dåb. Det mente de ikke, Folkekirken kunne holde til. Og det havde de muligvis ret i. De startede straks en afskedigelsessag.

I løbet af det år, sagen cirka varede, meldte flere spørgsmål sig for præsten angående Folkekirken og dens forhold til Det Ny Testamente. Flere misforhold blev tydelige, som f.eks. den totale læreforvirring, ikke engang trosbekendelsen var der enighed om, Biblens betydning var der vild forvirring og uenighed om. Efter Ny Testamente er kirken forsamlingen af dem, som tror, hvad Jesus og apostlene forkyndte. Efter Folkekirkens syn og praksis er kirken mest forsamlingen af dem, der ikke gør. Og hvad med dåben i denne sammenhæng? Den må have fået en anden betydning, der passer til den folkereligion, man har valgt, den skal betjene. Ligeså med nadveren. Den må snarere være blevet et tag-selv- bord, end den er Herrens bord, når den foregiver at kunne betjene enhver efter smag og behag.

Og hvordan med kirkens ledelse, menighedsråd, biskopper og kirkeminister? De er folkevalgte. Men hvordan skulle man i den kristne menighed kunne have tillid til nogle, som er mere interesseret i, hvad folket vil, end i, hvad Gud vil?

Da præsten var blevet afskediget, fordi han ikke kunne andet end holde fast ved den klarhed, han havde fået ved at se efter i Biblen, var frikirken vejen frem. Og at det blev den vej, har han ikke siden fortrudt.

Ikke sådan at forstå, at vi nu tror, vi er mere fuldkomne eller bedre end andre. Eller at vi tror, vi har kunnet danne en fejlfri kirke.
Nej, men vi har en forståelse af, at det fællesskab eller den organisation, vi er medlemmer af, er vi også meddelagtige i og medansvarlige for. Det gælder i alle verdslige sammenhænge, men i særlig grad her hvor det er kirken, det drejer sig om. Det åndelige fællesskab er ikke sekundært, men absolut primært.

Vi kan derfor ikke sige, f.eks. med henblik på Folkekirken, at når vi bare hver især har vor egen rigtige tro, så lad de andre forkynde og gå i hvad retning, de vil. Vi er selv en del af det fællesskab, så længe vi er der, og derfor også medansvarlige for de ting, vi godt kan se gør vejen kroget. Og hvad nu, hvis den skæve vej fører til et skævt mål?
Derfor blev det en Exodus, dvs. en udgang fra Folkekirken. Ikke fordi vi er fanatiske eller ikke bryder os om andre, men fordi vi har fået øje på, hvad Biblen forkynder om troen og kirken. Det kan vi ikke se bort fra. Det er vi nødt til at høre og følge. Og det er samtidig blevet vor glæde.

Til overvejelse

Alt, hvad vi her skriver, lyder måske som vollapyk og unødvendige snørklerier for dig, der ikke interesserer dig særligt for den kristne tro. Men du har nok ikke læst så langt som her til. For dig, som stadig læser, som måske kender Biblen og ikke er fremmed for den kristne tro, for dig må det sige noget. Vi håber, du fornemmer, det er ret enkelt, og at du vil overveje, om det svarer til det, du læser i Biblen.

Det er rigtigt og godt at se efter og overveje. Men der behøves en afgørelse og et opbrud for at følge det, som Biblen siger.

(RJ)